Forside > Indeklima > Indeklima generelt > Indeklimamærket

Indeklimamærket


Dansk Indeklima Mærkning (DIM) er en frivillig mærkningsordning, som giver forbrugere og bygningsansvarlige mulighed for, at vælge de byggevarer og produkter, som giver det bedst mulige indeklima.

 

Indeklimamærket

Hvorfor et Indeklimamærke?

Formålet med indeklimamærkningen er at forbedre indeklimaet i bygninger ved:

  • at give producenterne et redskab til at udvikle mere indeklimarigtige produkter
  • at give brugerne et redskab til at ud­væl­ge mere indeklimarigtige produkter
  • at give alle et redskab til bedre forståelse af produkters påvirkning af indeklimaet

Indeklimamærkets indhold

Indeklimamærket stiller krav til produktet i dets brugsfase og omfatter udelukkende indeklimaet. Indeklimamærket adskiller sig derved fra miljømærkerne Svanen og Blomsten, som fokuserer på det ydre miljø. Én ting er indholdet af kemiske stoffer i produktet, noget andet er, hvilke stoffer der frigives, f.eks. til luften.

 

Indeklimamærket retter på denne baggrund fokus på tre centrale områder:

  • Afgasning. Alle produkter har en såkaldt afgasning. Det vil sige, at de afgiver en mængde partikler, indenfor en given periode efter produktionen. Indeklimamærket kræver at der er angivet en ’tidsværdi’, som angiver, hvornår produkterne ikke længere giver disse afgasninger. Tidsværdien bestemmes ved kemisk analyse og sensorisk (lugt) bedømmelse.
  • Partikelafgivelse. Loftprodukter klassificeres desuden for partikelafgivelse, bestemt ved såkaldt sedimenterbart støv, som består af partikler inkl. fibre, som afgives i den første tid af produktets brug.
  • Indeklimarelevante vejledninger. For indeklimamærkede produkter skal der foreligge vejledninger vedrørende projektering, transport, opbevaring, montering, rengøring og vedligeholdelse. Disse vejledninger skal følges for ikke at forringe produkternes indeklimarelevante egenskaber.

Det tekniske grundlag for Indeklimamærkningen kan findes i generelle prøvningsstandarder, ligesom der er fastsat konkrete prøvnings- og mærkningskriterier for hvert produktområde.




Senest revideret den 15. maj 2012