Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin
Mette Mach Straarups øjne funkler, og kroppen er hele tiden i bevægelse. Hun udstråler energi og overskud. Hun betegner sig selv som fintfølende, og meget af hendes energi kommer fra omgivelserne. Og det havde hun brug for i sit arbejde som sygeplejerske på neurokirurgisk intensivafdeling på kommunehospitalet i Aarhus.
Udsigten til liv og vand kunne nulstille pulsen
Solopgang over Aarhus Bugt, livet på gaden og skibene i havnen. Det var alt sammen væsentlige kilder til energi i hverdagen i de 28 år, hun var på afdelingen.
”Det er meget adrenalinpræget at arbejde med dødssyge patienter og bekymrede pårørende hele dagen. Når jeg kiggede ud ad vinduerne, strømmede livet ind i mig, og jeg kunne nulstille min vejrtrækning og min puls. Jeg kunne finde tilbage til mig selv og mit eget humør og lade op. Det har været sundt for mig, siger Mette Mach Straarup.
Selvom Mette er ’fintfølende’, så kan hun måske bare mærke det, som forskere siden 1980’erne har betegnet som helende arkitektur. Blandt andet er det påvist, at rum med store vinduer stresser mindre end rum med små vinduer, og at udsigt til natur fremskynder helbredelsen af patienter efter kirurgiske indgreb.
Læs også:
Mette Mach Straarups afdeling lå på 6. sal, og der var vinduer mod både øst eller vest uanset, om hun opholdt sig i personalestuen, på kontoret eller inde hos patienterne. Mette behøvede ikke at se på uret for at vide, hvad klokken var.
Ønskede at patienterne kunne komme ud
Dengang tænkte hun ikke så meget over, hvad det betød for hende selv. Men hun tænkte over, hvad det betød for patienterne og deres pårørende. De pårørende stod tit og kiggede ud ad vinduet, og selvom patienterne lå i respirator, så placerede Mette dem helst ved et åbent vindue, så de kunne mærke lyset og solens varme og få frisk luft.
Det var også patienternes ve og vel, der optog hende, da hun som arbejdsmiljørepræsentant blev involveret i byggeriet af det nye universitetshospital i Skejby.
”Jeg var med i en arbejdsgruppe, der kunne brainstorme over, hvordan vores afdeling skulle være i fremtiden. Vi drømte om, at patienterne kunne komme ud på en altan eller en terrasse og have en respirator sat til ude i det fri, så de kunne mærke luften, vinden og regnen. Men projektet blev barberet mere og mere ned, og det blev i hvert fald ikke, som vi havde ønsket det,” fortæller Mette Mach Straarup.
Udsigten til mursten tog arbejdsglæden fra Mette
I sommeren 2019 rykkede afdelingen ind på anden sal i Skejby. Til døgnrytmebelysning, klimanlæg og automatisk solafskærmning, men uden udsigt og uden tilladelse til at åbne vinduerne.
”Patienterne kigger ud på en rød mur og vinduer, og de kan ikke se himlen, medmindre vi kører sengen helt i bund og helt ud til væggen. Solen kommer aldrig ind på grund af solafskærmningen. De pårørende holdt helt op med at se ud ad vinduerne. Vores kontor lå inde bag patientstuen, så der var vi i anden række til vinduerne og lyset,” fortæller Mette.
Samtidig blev hun opmærksom på, hvor meget udsigten havde betydet for hende. Nu var der ingen steder i nærheden, hvor hun kunne nulstille sit system. Og arbejdsglæden begyndte langsomt at forsvinde.
Det kan Poul Henning Kirkegaard godt forstå. Han er professor ved Aarhus Universitets Institut for Byggeri og Bygningsdesign, og han underviser blandt andet ingeniørstuderende i evidensbaseret design. Han tror ikke, at Mettes oplevelse skyldes, at hun er særligt sensitiv.
Hverken rart eller sundt at blive udsat for negative stimuli
”Men hun er måske god til at udtrykke det, som sker med os alle, selvom vi ikke tænker over, hvorfor. De mange forskellige resultater, vi har om evidensbaseret design, viser, at der ikke skal ret meget til, før kroppen reagerer på de stimuli, den får fra blandt andet lyset, kvaliteten af udkig, akustikken og rummets proportioner. Det arbejdsmiljø, Mette beskriver her, rummer flere negative stimuli, som gør, at hun kommer i homoestatisk ubalance,” siger Poul Henning Kirkegaard.
Ubalancen betyder, at kroppen bliver stresset. Det er hverken rart eller sundt.
”Ubalancen påvirker puls og blodtryk, og man kan få hovedpine. Hvis man arbejder i sådan et miljø dag efter dag, så kan det medføre alvorlige sygdomme som for eksempel hjerte-kar-sygdomme,” forklarer professoren.
Det vidste Mette Mach Straarup ikke noget om. Hun var derimod flov over at fortælle, at arbejdsglæden var forsvundet på grund af udsigten. Mange i hendes omgangskreds havde også svært ved at tro på det.
Skiftede job efter tre år
”Jeg var glad for mit arbejde og mine kolleger, så jeg prøvede at hænge på. Jeg spurgte en kollega, hvordan hun havde det. Hun havde vænnet sig til det, men jeg havde faktisk ikke lyst til at vænne mig til det miljø,” siger Mette.
Hun tilføjer, at hun i en periode kom på afdelingen som pårørende til en alvorligt syg patient. Det gjorde ikke sagen bedre og har muligvis været med til at påvirke hendes oplevelser. Efter tre år sagde hun op. 1. maj 2022 begyndte hun i et job i psykiatrien.
”Nu er jeg i jordhøjde og kan igen se, hvordan vejret er. Jeg kan endda komme ud som en del af mit arbejde. Jeg er ikke længere flov over at indrømme, hvor vigtigt det er for mit helbred. Pulsen er ikke så høj, og jeg har ikke så meget hovedpine mere. Og så er jeg gladere nu, hvor jeg kan mærke lyset i øjnene,” fortæller Mette Mach Straarup med et stort smil.
Indeklimaportalen har spurgt arbejdsmiljøkoordinator på Aarhus Universitetshospital, Lone Kaiser, om hun kender til lignende efterspørgsel på udsigt fra medarbejderne, og det gør hun ikke. Men arbejdsmiljøteamet har udarbejdet en kort pausemeditation på fem minutter, som er tilgængelig via intranettet.
”En kort pause – lige meget hvor – hvor man lukker øjnene i få minutter, vil også kunne anvendes til at få ro,” siger Lone Kaiser.