Del: - -

Øjenirritation og indeklima

Indeklimaet er ofte hovedsynderen, hvis der er mange medarbejdere, der rapporterer om øjenirritation.

Øjenirritation er en af de gener, der oftest popper op, når forskerne undersøger arbejdsmiljøet på kontorer. Et stort europæisk studie har vist, at mellem 25 og 35 pct. af de kontoransatte rapporterer om irritation i øjnene. Især om vinteren, og det gælder mest for midaldrende og ældre kvinder. For de flestes vedkommende kan det imødekommes med et bedre indeklima.

"Øjenirritation kan skyldes mange ting, men i et optimalt indeklima skønner jeg, at man vil kunne komme helt ned på omkring fem pct. Det er nogenlunde det antal mennesker, der har en eller anden permanent lidelse i øjnene," siger Dr.med. et lic.scient. ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Peder Wolkoff.

Få gode råd til arbejdspladsen og medarbejderen her.

Varme, træk og lav luftfugtighed udtørrer øjet

Der er altså god grund til at undersøge indeklimaet, hvis der er mange, der klager over irritation i øjnene. Når indeklimaet er synder, er det som regel på grund af forhold, der udtørrer øjet – det er varme, træk og for lav luftfugtighed. Det kan forværres af kemiske stoffer i luften, støv, evt. skærmplacering og dårlige lysforhold.

Læs også temaet om luftfugtighed.

Øjenirritation kan beskrives som sviende eller irriterede øjne, træthed i øjet, uklart syn, problemer med at fokusere og smerter i musklerne i og omkring øjet.

Peder Wolkoff er en af verdens førende forskere inden for eksterne påvirkninger af øjet i indeklimaet og øjenlidelse. Han har bidraget med viden til denne og de øvrige artikler om årsagen til øjenirritation og gode råd om, hvad man kan gøre.

Læs flere artikler om øjenirritation her.


Senest revideret den 15. november 2024