Del: - -

Den usynlige sygdomsrisiko

Hvordan er luften på kontoret? Du trækker mere vejr, end du spiser og drikker. Så vær opmærksom på luftens påvirkning af dit helbred.

Vi indånder mange flere kg luft hver dag, end vi spiser og drikker, og lungerne tager imod luften med en overflade på størrelse med en fodboldbane.

Derfor skal der ikke så meget til, før partikler og forurenet luft kan påvirke helbredet. Men hvilke sygdomme er det egentlig, man kan risikere i et dårligt indeklima? Hvem bliver ramt, og hvad kan vi gøre?

Det har vi spurgt Torben Sigsgaard om. Han er professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Han er desuden leder af CISBO, Center for Indeklima og Sundhed i Boliger.

Vigtigt at være bevidst om luftens kvalitet

"Det er en usynlig påvirkning for de fleste. Vi ser ikke lige støvet eller svampesporerne, som vi indånder. Tit kan vi heller ikke lugte det. Men desto mere vigtigt er det, at vi er bevidste om luftens kvalitet," siger Torben Sigsgaard.

D"et, vi indånder, er ikke nogen uvæsentlig faktor for vores helbred. En del af det aflejres i luftvejene," tilføjer han.

Læs også fakta om, hvilke sygdomme, der er relateret til indeklimaet

De følsomme mærker det først

Det er de mest følsomme, der først kan mærke det, hvis der er noget galt. Det er typisk børn og ældre mennesker eller andre voksne, der er syge i forvejen.

Man ved ikke, om voksne, raske mennesker har en øget risiko for at udvikle kroniske sygdomme, når de udsættes for dårlig luftkvalitet.

Sundhed handler imidlertid ikke kun om fravær af sygdom. Verdenssundhedsorganisationen WHO har defineret sundhed som en tilstand af fuldkommen legemlig, sjælelig og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og gener.

Læs også: Indeklima med mindre risiko for smitte


Senest revideret den 03. oktober 2022