Del: - -

Case - Ændret adfærd er med til at mindske forureningen både ude og inde

En langsigtet indsats i Københavns Lufthavn får bragt antallet af ultrafine partikler ned, og arbejdet fortsætter trods ”frikendelse” af sundhedsrisikoen.

Der er ikke øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, KOL eller astma blandt personer, der arbejder udendørs i Københavns Lufthavn. Det var konklusionen i efteråret 2016, da Bispebjerg Hospital, Syddansk Universitet og Københavns Universitet offentliggjorde resultatet af et kohordestudie af knapt 70.000 personer. Læs hele studiet her. 

Alligevel fortsætter lufthavnen med at nedbringe antallet af ultrafine partikler gennem grønt grej, adfærdsændringer og andre tiltag. 

- Vi er glade for undersøgelsens resultat, men vi har et forsigtighedsprincip i forhold til luftforurening, og derfor har vi oprettet det særlige luftkvalitetsprogram og fortsætter arbejdet med at forbedre luftkvaliteten, siger Jesper Abery Jacobsen, der er senior project manager i miljøafdeling i Københavns Lufthavn (CPH).

Overholder grænseværdier

Undersøgelsen kan da heller ikke vise, om arbejde i lufthavnen øger risikoen for at udvikle kræft i eksempelvis urinvejene, men seks medlemmer af 3F Kastrup har fået anerkendt blærekræft som arbejdsskade.

Luftkvaliteten i lufthavnen overholder gældende grænseværdier for NO2 (kvælstofdioxid), der er en parameter, man typisk måler på, når der tales om luftkvalitet. Grænseværdien er 40 µg/m3, og lufthavnen har siden 2004 bragt tallet ned fra cirka 24 til 14.

Yderligere er der i mange år også målt partikler, de såkaldte PM 2,5, der ligesom NO2 opgøres i µg/m3. Men vægten siger ikke noget om antallet af partikler, og der er mange ultrafinepartikler i luften omkring lufthavnen, som ikke vejer så meget, men som muligvis kan bære kemi langt ned i lungerne. 

I 2010 målte Danmarks Miljøundersøgelser 2-3 gange så mange partikler i CPH, som på HC Andersens Boulevard i København. Der er ingen grænseværdier for antallet af partikler.

Bred indsats giver færre partikler i udeluften

En målrettet indsats har siden 2010 nedbragt antallet af partikler i de mest udsatte dele af lufthavnen med over 50 pct.

Det er blandt andet opnået gennem en grøn omstilling fra dieseldrevne køretøjer til el eller naturgas og ved at forsyne fly på jorden med strøm fra kabler i jorden frem for dieseldrevne generatorer.

Samtidig er der sat ind for at undgå, at den forurenede luft trænger ind i bygningerne. Nogle bygninger er blevet renoveret.

- De fleste bygninger, herunder alle terminalfaciliteter, er udstyret med aktiv ventilation, hvilket fjerner partikler fra indblæsningsluften. Vi opfordrer til at holde døre og vinduer lukkede, hvilket har en gevinst både for indeklimaet og for energiforbruget. I nogle områder af lufthavnen er der hyppig trafik ind og ud af bygninger, bl.a. i lufthavnens bagageanlæg, og her er der etableret dobbeltdøre, som minimerer indtrængningen af luftforurening, forklarer Jesper Abery Jacobsen fra CPH.

Arbejder løbende på at ændre adfærd

23.000 mennesker arbejder i lufthavnen for mange forskellige virksomheder. Der er tre arbejdsgrupper under luftkvalitetsprogrammet, som hver især involverer relevante medarbejdere.

Der er også ambassadører, der husker det kørende personel på at stoppe motorerne ved tomgang, ligesom opfordringen er indarbejdet i diverse efteruddannelser. 

Alle personalegrupper, som arbejder udenfor, har mulighed for at bruge maske i op til tre timer om dagen. 

SKAT har fået ventilation og holder vinduer lukkede

Dertil kommer nyhedsbreve med gode råd og resultater, der sendes ud til alle virksomheder i området, blandt andet SKAT, der har 60 medarbejdere på stedet. Nogle arbejder indenfor, andre kører rundt ude på lufthavnsarealerne.

SKAT følger de målinger af partikelforureningen, som lufthavnen og fagforeningen 3F foretager på airside, og har også reageret på anbefalingerne. 

På kontoret er der etableret mekanisk ventilation, og der er sat solfilm på ruderne for at modvirke, at varmen kommer ind i lokalerne.

- Efter drøftelse i SKATs arbejdsmiljøudvalg er medarbejderne desuden blevet rådet til, at de så vidt muligt søger at begrænse deres udetid i lufthavnsområdet, og at døre og vinduer holdes lukkede, siger kontorchef Lene Roos, der bl.a. har ansvar for SKAT's bygningsmasse.


Senest revideret den 18. august 2020