Uden tilstrækkelig rengøring ophobes hurtigt støv og snavs, der hvirvles op, når rummet bruges. Støv består blandt andet af hudskæl, papirstøv, fibre fra tekstiler, pollen, grus og sand.
Materialer der støver
Først og fremmest kan man reducere mængden af støv ved f.eks. at undgå tykke gardiner, tæpper og polstrede møbler. Inventar, der er i stykker, skal udskiftes, og revner i vægge, gulve og lofter skal repareres, da der ellers let udvikles støv. Tobaksrøg øger også mængden af støv i luften og bør derfor begrænses. Et godt vindfang eller en entre kan forhindre, at der slæbes snavs med ind i bygningen. Personerne og deres aktiviteter er dog i sig selv væsentlige kilder til støv.
Orden og ryddelighed
Støvet skal fjernes med en effektiv rengøring, så det ikke får lov at hobe sig op. Rengøringen og hyppigheden skal afpasses efter, hvor meget materialerne i rummet støver, og hvad rummet bruges til. For at sikre en god rengøring er det nødvendig med en god belysning, så skidt og snavs let ses.
Læs også: Tre grundregler for god rengøring
Lokalet skal være ryddeligt, og det må ikke rode unødigt med papirstakke, hynder, kasser, legetøj og ledninger, så det forhindrer en ordentlig rengøring. Åbne reoler og skabe samler støv, og bør derfor have låger, så støvet ikke lægger sig så let. Rengøringen bør også jævnligt omfatte mindre synlige steder som f.eks. lamper, radiatorer og ventilationsanlæg.
Rengøringsmidlerne må ikke i sig selv påvirke indeklimaet negativt. Overdosering kan forringe luften og give gener. Samtidig kræver visse materialer, at der anvendes specielle rengøringsmidler.