Del: - -

PCB, helbred og grænseværdier

PCB er en forkortelse af Poly-Chlorede Biphenyler. Det er en af verdens 12 farligste miljøgifte. PCB blev forbudt i byggematerialer i 1977 og som isoleringsmateriale i kondensatorer i lysstofarmaturer i 1986.

PCB kan optages i kroppen gennem mad, ved indånding og hudkontakt. Det er svært nedbrydeligt og ophobes i fødekæden som tungmetaller. PCB har en halveringstid i kroppen på op til 10 år.

Sundhedsrisiko ved PCB i kroppen

PCB medfører ikke akut sygdom eller ubehag, men efter lang tids påvirkning er der risiko for:

  • Hudproblemer
  • Leverskader
  • Skader på skjoldbruskkirtel, immunforsvar og hormonsystem

PCB er som stofgruppe klassificeret som kræftfremkaldende for mennesker af International Agency for Research on Cancer (IARC).

Et dansk studie fra 2021 viser desuden, at drenge risikerer at blive født med kun en eller ingen testikler i pungen, hvis deres mor har boet med PCB i indeklimaet lige inden eller i begyndelsen af graviditeten. Fra andre studier ved man, at det øger risikoen for senere at udvikle testikelkræft eller blive infertile.

Nyeste viden om PCB i indeluft

I 2011 vedtog regeringen en handleplan med 19 initiativer. Formålet var blandt andet at kortlægge problemets omfang, pege på de mest hensigtsmæssige løsninger og afdække de helbredsmæssige risici ved PCB i blodet.

En del af indsatsen har nu resulteret i ny viden og nye anbefalinger. Sundhedsstyrelsen oplyser, at indholdet af PCB i blod og modermælk i gennemsnit er cirka 75 pct. lavere i dag, end det var i 70’erne.

Forbuddet mod at anvende PCB ser således ud til at have den forventede virkning på befolkningen som helhed. Men folk, der er udsat for en høj eksponering af PCB i indeklimaet, optager fortsat PCB i blodet. Derfor er der stadig grund til at reducere koncentrationen af PCB i indeklimaet.

En række danske forskere har undersøgt internationale studier om PCB eksponering i arbejdsmiljøet. (Risk of disease following occupational exposure to Polychlorinated Biphenyls).

I rapporten fra 2013 står der: “Indtil videre er der ingen evidens for, at PCB-udsættelse i indeklimaet medfører øget sygdomsrisiko.”

Medforfatter professor Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, siger dog:  
- Høje eksponering for PCB i arbejdsmiljøet har medført kliniske tegn på forgiftning og andre alvorlige sundhedsskader.

Han fortsætter:
- Der er dog ingen risiko for akut forgiftning ved de koncentrationer, man ser i indeklimaet i dag. Men vi må stadig anbefale en afhjælpning af de høje eksponeringer i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Et dansk studie fra 2022 bekræfter, at der er øget risiko for at udvikle leverkræft og godartede svulster i hjernen, hvis man har boet i en bolig med høje koncentrationer af PCB i indeluften.

Sundhedsstyrelsens aktionsværdier for PCB

I slutningen af 2013 kom Sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger til, hvornår og hvordan der bør skrides ind med handling.

Man måler koncentrationen af PCB i indeluften i nanogram(ng) pr. m3. Her er en kort sammenfatning:

  • >3000 ng PCB/m3: Kilderne til PCB bør fjernes eller forsegles, og midlertidige tiltag som ventilation, rengøring og regulering af temperaturen bør sættes i gang med det samme.
  • 300-3000 ng PCB/m3: Midlertidige tiltag bør sættes i gang med det samme. Der laves en prioritering af mere varige tiltag. Lokaler, der bruges af børn og unge, prioriteres højest, ligesom de lokaler, der bruges i længst tid af de enkelte brugere.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at mindre end 300 ng PCB/m3 ikke medfører 'en betydende forøget helbredsrisiko'. Se hele notatet om Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Embedslægen kan evt. rådgive om sundhedsrisikoen ved PCB i indeklimaet i de aktuelle bygninger.

 


Senest revideret den 14. december 2022