Del: - -

Børnehavens personale er sjældent syge

Den astma- og allergivenlige daginstitution Hyldehaven i Aalborg har et optimalt indeklima og høj hygiejnestandard, og det betyder, at medarbejderne sjældent er syge pga influenza eller hovedpine

Hyldehaven har reduceret gener ved blandt andet at tilføre fugt til indeklimaet

Af journalist Lone Rubin

Ingen hovedpine, ingen irriterede øjne og næsten aldrig en sygedag på grund af influenza eller forkølelse. Det er hverdagen for personalet i den integrerede institution, Hyldehaven i Aalborg.

- Og vi er ret sikre på, at det skyldes det gode indeklima. Jeg har i hvert fald aldrig været et bedre sted i mit arbejdsliv, siger Hyldehavens leder, Lena Lyng.

Ventilationsanlæg med befugtning

Ventilationsanlægget sørger ikke alene for frisk luft uden pollen. Det sikrer også en konstant relativ luftfugtighed indenfor på 45% året rundt. Forskning viser, at det er optimalt af flere grunde. Det reducerer levetiden for luftbårne influenzavirus, og det giver færre gener med irriterede øjne og udtørret hud.

Det betyder meget for en daginstitution for 22 børn med astma, allergi og eksem. De har et dårligt immunforsvar og er sårbare over for tør luft. Det er da også begrundelsen for at have befugtningsanlæg koblet på ventilationen.

- Børnene har færre sygedage her, end de ville have i en almindelig børnehave. Men det gælder også personalet. Vi samarbejder med syv andre daginstitutioner, og hvis vi ser på statistikken for sygedage på grund af influenza, forkølelse og hovedpine, så har vi væsentligt færre end de andre institutioner, siger Lena Lyng.

Undgår tørre øjne og hovedpine, når befugtningsanlægget kører korrekt

Personalet har også konkrete erfaringer med befugtningsanlægget, som børnehaven har haft i mere end 25 år.

- Vi er to medarbejdere, der mærker det rigtig meget. Jeg er en af dem. Hvis befugtningsanlægget ikke kører, og det har vi oplevet nogle gange, så får jeg meget tørre øjne. De klør, og det gør ondt at blinke. Det giver mig hovedpine, og jeg bliver træt og uoplagt. Derfor har jeg været nødt til i perioder at dryppe øjnene tre gange om dagen, fortæller Lena Lyng.

Mange forhold spilder ind

Når det er sagt, erkender hun også, at der er flere komplekse forhold, der spilder ind på indeklimaet. I øjeblikket er der problemer med at få gulvvarme, udsugning og befugtningsanlæg til at spille rigtigt sammen.

Luftfugtigheden er god nok, men muligvis er temperaturen eller luftskiftet for højt. Teknikerne arbejder på højtryk for at finde ud af det. Derfor er der lige i øjeblikket flere, der har problemer med hovedpine og tørre øjne.

- Vi ved faktisk ikke, hvad der er hvad, men når det hele kører optimalt, så kan vi ikke have det bedre, siger Lena Lyng.

Ud over ventilation og befugtning er børnehaven indrettet med astma-venlige materialer og allergivenligt græs. Alle vandrette overflader gøres rent hver dag, og der vaskes hænder mange gange om dagen.

Desuden skal børnenes familier og personalet leve op til en række regler. De må fx ikke ryge, have husdyr eller bruge parfume. Endelig er der afsat tid til at sikre optimal pleje og medicinering.


Senest revideret den 16. februar 2024