Det kan være svært selv for fagfolk at vurdere omfanget af en skade og at finde årsagen. Derfor bør I altid involvere professionelle teknikere, hvis I finder tegn på fugt og skimmelsvampe.
Læs også:
De almindeligste årsager
Fugt i bygningen kan opstå på flere måder:
- En utæt klimaskærm, så regn og sne trænger ind gennem utætte tage, mure eller vinduer.
- Opstigende fugt fra jorden, som trænger ind gennem sokler og fundamenter.
- Kondensvand på kolde flader, måske i kombination med dårlig ventilation.
- Fugt i konstruktionen som følge af fejlbehæftet efterisolering.
- Utætte baderum, hvor vand siver ind i vægge og gulve.
- Utætte vandrør og afløb samt stoppede kloakker.
Skimmelsvampe vokser kun på fugtige overflader af organisk materialer. Er der tilstrækkelig fugt kan de vokse på støv og skidt, der sidder fast i uorganiske materialer som tegl og puds. Der er grund til at lægge mærke til følgende, som kan være tegn på fugt og skimmelsvamp i bygningen:
Synligt vand
Drypper det ind i bygningen, er der fugtige vægge eller uforklarlig vand på gulvet, så kan det være tegn på en vandskade, der i løbet af få uger kan udvikle sig til skimmel.
Vand kan komme fra et sprunget vandrør, en tilstoppet kloak eller et utæt tag eller facade.
Læs også:
Synlig skimmel
Skimmelsvampe er brune, grønne eller grå pletter på fx tapet, træ eller tæpper. De gror kun på organisk materiale.
Grænsen for, hvor meget synlig skimmelsvamp, der må være, for at indeklimaet er 'sundhedsmæssigt tilfredsstillende' er blevet skærpet i 2020. I en bolig på 100 kvadratmeter må der eksempelvis kun være 0,06 kvadratmeter synlig vækst af skimmelsvamp. Det fremgår af anvisning 274, Skimmelsvampe i bygninger - undersøgelse og vurdering, fra Build - Institut for Byggeri, Bolig og Miljø ved Aalborg Universitet.
Lugt
En karakteristisk muggen ”kælderlugt” kan være tegn på skimmel. Selvom der ikke er synlige tegn på skimmel, kan det være skjult i konstruktionen. Har I kraftig lugt af skimmel, bør det undersøges nærmere.
Skjolder og løs tapet
Er der skjolder på vægge eller lofter, kan det være tegn på en skjult eller periodisk vandskade. Selvom skjolden er tør, kan det godt være fugtigt bagved. Tapet, der slår fra eller bliver misfarvet, er også et tegn, der bør undersøges.
Viden, der kan bekræfte mistanken
Er bygningen blevet efterisoleret indvendigt? Så kan der være flere årsager til, at der dannes fugt i konstruktionen og dermed også vækst af skimmel.
Hvis der er flader indenfor, der er koldere end vinduerne, er der en potentiel risiko for dannelse af skimmel.
Der findes også eksempler på pavillon-bygninger, der er stillet forkert op, så der kan trænge fugt ind nedefra. Hvis der ikke er fugtspærre på jorden og ventilation under gulvet, kan det medføre skimmel i pavillonen.
Er det blevet tøvejr efter lang tid med sne, så kan sne under taget pludselig dryppe ind.
Læs også: Fare ved efterisolering
Analyser
Det er vigtigt at skelne mellem skimmelvækst i selve bygningen og de sporer i støv og snavs, som er helt naturlige og kommer ind udefra via fodtøjet og luften.
En mikrobiologisk analyse kan godt vise spor af skimmelsvampe, uden at der er skimmelvækst i bygningen. Svampesporerne kan stamme fra støv og skidt – måske som følge af dårlig rengøring eller snavsede ventilationsanlæg.
Udeluk ikke andre problemer
Hvis en eller flere medarbejdere får symptomer, som måske kan stamme fra bygningen eller indeklimaet, kan skimmelsvampe være en del af forklaringen.
Men hvis I undersøger for skimmel udelukkende på grund af medarbejdere og brugeres symptomer, risikerer I at overse andre alvorlige problemer med indeklimaet.
Derfor bør I koncentrere jer om at kortlægge og vurdere de sikre og entydige symptomer i bygningen – ikke de usikre og tvetydige symptomer hos mennesker.
Læs også: Hvor farlig er skimmel