Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin
Vi kommer her med en række gode råd, som I med fordel kan dele med de kolleger, der arbejder hjemmefra ind imellem. Et godt indeklima forebygger hovedpine og træthed og er med til at holde koncentrationen dagen igennem.
Det kan derfor godt betale sig at bruge lidt af arbejdsdagen på gode og sunde rutiner. Både for medarbejder og arbejdsgiver.
Vi har fisket lidt i de mange gode råd på Indeklimaportalen og krydstjekket dem med professor Lars Gunnarsen fra Aalborg Universitet, Institut for Byggeri, By og Miljø.
Læs også artiklen: Vejen til nye indeklima-rutiner hjemme hos forsker-Lars
Vælg det bedste sted at arbejde
Nogle tager i sommerhus, søger ned i kælderen eller op på et dårligt isoleret loftsværelse for at få ro til hjemmearbejdet. Men man bør være opmærksom på, om lokalet overhovedet er egnet til at opholde sig i timevis. Stil dig selv nogle af de her spørgsmål:
- Kan der være fugt og skimmel i lokalet? Spørg evt. andre, om de kan lugte det i dit tøj.
- Er der dagslys og udsyn? Det er vigtigt for trivslen, at man kan se ud ad et vindue, og dagslyset er vigtigt, fordi det styrer din dagsrytme.
- Er det muligt at lufte effektivt ud?
- Er det muligt at holde en konstant temperatur i hele rummet? Store temperaturforskelle mellem loft og gulv kan give ubehag og starte en forkølelse.
Luft ud hver anden time
Indeklima med dårlig luft kan blandt andet give hovedpine og gøre det vanskeligt at koncentrere sig. Her er nogle konkrete råd om, hvad man selv kan gøre for at forbedre luften i lokalet.
- Luft effektivt ud i 5 minutter mindst hver anden time. Hold gerne pause i et andet lokale imens.
- Sæt en alarm, så du husker det – eller knyt det op til, at du går på toilettet, drikker kaffe eller lignende.
- Jo mindre arbejdsværelset er, og jo flere der opholder sig hjemme, jo oftere bør man lufte ud. Det samme gælder, hvis man sidder i en kælder, hvis luften i forvejen er tung.
- Luk døre og vinduer op på vid gab i kort tid. Når det er koldt ude, bliver luften hurtigt skiftet ud, uden at møbler og vægge bliver kølet ned. Luften bliver derfor hurtigt varm igen, når døre og vinduer lukkes. Det er bedre for økonomi og komfort end at holde et enkelt vindue åbent hele tiden.
- Mange børn eller voksne i det samme lokale påvirker luften. Er I flere, der er hjemme, så fordel jer i lokalerne så antallet af personer passer bedre til rummets størrelse.
Sørg for god belysning på arbejdspladsen
Masser af lys og dagslys uden blænding og reflekser gør det lettere at koncentrere sig om arbejdet, og modvirker træthed og hovedpine.
- Undgå at lyset reflekterer i skærmen ved at placere lamper bagved eller ved siden af arbejdspladsen.
- Brug gardiner og persienner, så solen ikke skinner direkte ind i skærmen eller øjnene
- Placer computeren, så synsretningen er parallel med vinduerne og loftslyset. Flyt den eventuelt lidt væk fra vinduerne.
- Undgå store kontraster – der skal både være baggrundslys og lys lige der, hvor du sidder.
- Hvis lyset er for ringe, så skift til en kraftigere pære med en god farvegengivelse. (angivet som Ra-værdi på mindst 80)
- Gå udenfor i pauserne midt på dagen, og tag om muligt et telefonmøde udenfor, så du får rigtigt dagslys – det forebygger også vinterdepression.
Undgå støj med gode aftaler
De fleste oplever at have mere ro til arbejdet, når de arbejder hjemme. Men er der andre hjemme, kan det være svært at undgå at blive forstyrret. Men her er et par gode råd:
- Sæt mobiltelefonerne på lydløs, brug headset og tal dæmpet
- Aftal signaler, der viser, om du vil tysse eller tale
- Gør det legalt at kommentere hinandens adfærd
- Hvis det er muligt, så gå ind i et særskilt rum, hvis du skal tale længe i telefon eller holde videomøde
- Brug høretelefoner, når du ikke vil forstyrres
- Er der børn hjemme, så lav tydelige aftaler om, hvornår du har fri til at tale med dem.
Fryser du – så få varmen med de her gode råd
Det er ubehageligt og kan give spændinger i nakken, hvis man sidder i træk eller fryser. Hold varmen med de her gode råd:
- Undgå at dække radiatorerne
- Tag mere tøj på og indfør pausegymnastik, der giver kroppen varme indefra
- Gardiner eller indvendige persienner kan beskytte mod kulde fra dårlige vinduer
- Hvis det trækker fra facader eller vinduer, så flyt dig længere ind i rummet
- Brug skammel eller stå på et vippebræt, så fødderne løftes op fra gulvet og bevæges
- Brug varme, åndbare sko (evt. hjemmesko), så fødderne holdes varme og tørre
- Brug håndledsvarmere, så hænderne holdes varme.
Læs mere om temperatur og træk.
Hold varmen ud – og ude
I vinterhalvåret er det rart, at solen varmer boligen op og giver masser af lys ind ad vinduet. Men når foråret kommer med sol og varme, så kan det blive for varmt. Det kan du afhjælpe med enkle tiltag:
- Skærm af for vinduerne, INDEN solen kommer på, med gardiner eller persienner
- Luft ud. Også om natten eller tidligt om morgenen. Da er luften kølig, og udluftningen er mere effektiv
- Drik masser af vand og tag let og luftigt tøj på
- Søg skygge eller bare væk fra vinduerne
- Indret arbejdssted i et rum, der vender mod nord.
Læs også ’Det bedste indeklima er udenfor’.
Hold orden og hold rent
Støv kan give irriterede slimhinder og øjne, og det kan bestå af skadelige partikler. Derfor er det vigtigt at holde rent der, hvor man arbejder (og bor):
- Indret dig, så det er let at gøre rent
- Undgå papirbunker på bordet
- Rul kabler op bag computeren
- Opbevar ting i skuffer og lukkede skabe
- Gør jævnligt rent med miljømærkede rengøringsmidler uden parfume og skadelige stoffer
- Tør ikke tøj indenfor
Læs flere gode råd om rengøring.
Undgå partikler i arbejdsværelset
Brændselspartikler trænger langt ned i lungerne og kan skade din sundhed. Så gør en ekstra indsats for at undgå det i hjemmet.
- Undgå at lukke bilos eller brænderøg ind udefra. Luft ud til den side med mindst forurening eller luft ud, når myldretiden er overstået. Læs flere gode råd til at undgå bilos indenfor.
- Luft ekstra ud, når der har været tændt stearinlys eller lavet mad. Læs også de 10 gode råd om bedre indeklima i julemåneden.
Planlæg det, hvis du skal have nye møbler eller male
Afgasning fra nye møbler og maling kan forringe luftens kvalitet med skadelige stoffer, der kan være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Afgasningen aftager med tiden, men der kan godt gå et halvt år.
- Vent med at male eller købe nyt, til du kan være væk fra hjemmet i længere tid ad gangen
- Gør du det alligevel, så luft ekstra grundigt ud – og gør det oftere.
Læs også artiklen om Regler og krav til hjemmearbejdspladsen på kropogkontor.dk