Del: - -

Tør luft – Konsekvenser og symptomer

Tør relativ luftfugtighed har indflydelse på medarbejdernes velbefindende, sundhed og præstation. Det kan imidlertid være svært at opretholde en passende luftfugtighed i opvarmede og ventilerede rum, hvis det er tørt og koldt udenfor. Særligt på arbejdspladser, hvor der tilføres meget lidt fugt i forhold til hjemme, hvor vi bader og laver mad.

Af journalist Lone Bolther Rubin

"Tør luft" er et vanskeligt emne i indeklimaforskningen, da der kan være modsatrettede hensyn. Læs mere om det i artiklen ’Værd at vide om luftfugtighed’.

Symptomer på tør luft

Nogle mennesker oplever, at luften er tør, selvom luftfugtigheden er inden for normalområdet. Vi kan ikke mærke luftfugtigheden, men vi kan mærke symptomerne.

Symptomer på tør luft er primært irriterede og tørre øjne og luftveje, men det kan skyldes mange andre faktorer, som fx alder og køn, brug af kontaktlinser og kosmetik, medicinforbrug, høj temperatur, ringe lysforhold, støv og computerarbejde. Eller en kombination af flere faktorer.

Man skal derfor ikke bare tro, at luften er tør, fordi man oplever den som tør. Eller at man kan løse problemer med irriterede øjne ved udelukkende at hæve luftfugtigheden.

Hvis man har mistanke om, at generne skyldes tør luft, er det en god idé at måle det. Det kan gøres med et hygrometer.

Læs også:

Konsekvenser af tør luft

Tør luft kan give mange forskellige gener og problemer. Det mener Dr.med. et lic.scient. Peder Wolkoff, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Han har publiceret flere forskningsartikler om emnet. Han nævner i november 2021 følgende:

  • Smitterisiko – tør luft giver gode betingelser for luftbåren virus. De lever længere og bliver hængende i luften i et større område i længere tid. Tørre slimhinder er desuden mere sårbare og modtagelige over for smitte med luftbårne vira, som fx influenza og forkølelse.
  • Irriterede øjne – når luftfugtigheden er lav bliver øjets tårefilm ustabil og derfor mere følsom overfor f.eks. partikler og længerevarende computerarbejde
  • Dårligere præstation - folk, der arbejder ved computer eller læser meget, præsterer mindre, hvis arbejdet foregår i tør luft, end hvis det foregår i luft med højere relativ fugtighed.
  • Træthed - folk fortæller også, at de er mere trætte i tør luft.
  • Tør hud – lav fugtighed i luften kan også resultere i tør hud.
  • Statisk elektricitet - et andet problem ved lav relativ luftfugtighed er statisk elektricitet.

Peder Wolkoff vurderer dog, at der er brug for mere forskning i, hvordan temperatur og luftfugtighed i samspil med ventilation, sikrer optimal komfort og et sundhedsmæssigt forsvarligt indeklima.

Færre bliver syge, hvis luften ikke er for tør

Der er færre partikler i fugtig luft end i tør luft. Det er fordi, partiklerne knytter sig til fugten og bliver tungere. De falder derfor hurtigere ned på overfladerne, hvorfra de kan fjernes med rengøring. Det betyder også færre partikler med virus på.

Flere udenlandske studier viser, at jo lavere temperaturen er og jo lavere relativ luftfugtighed, der er, jo længere tid kan influenzavirus leve, og de breder sig over et større område. Tør luft giver altså virus gode levevilkår.

Ifølge Det europæiske smitteagentur, ECDC, er en relativ fugtighed i indeklimaet på 40-60% optimalt fremfor den meget tørre indeluft, vi typisk har om vinteren. Det vil kunne få flere tunge dråber til at falde til jorden. Se anbefalingen her

Peder Wolkoff fra NFA skriver i tidsskriftet Miljø og Sundhed, maj 2021, at et interventionsstudie i børnehaveklasser har vist, at koncentrationen af influenzavirus og børnenes fraværsprocent i befugtede klasserum faldt signifikant i forhold til ikke-befugtede rum. 

Smitte gennem berøring er dog mest udbredt, og her er det overfladens beskaffenhed, der sammen med fugten har betydning for overlevelse af virus.

Læs også:


Senest revideret den 01. december 2021