Del: - -

Case: Vil ikke af med planterne

Planter i hjørnerne og i vinduet på et kontor på Aarhus Universitetshospital har gjort arbejdsmiljøet mere afbalanceret.

Tekst og foto: Freelancejournalist Lone Bolther Rubin

Tre frodige asparagus-planter står i vindueskarmen. De lysegrønne, fine blade rør sig i vinden og leger med sollyset.

- Dem er jeg så glad for. De lyser op i det ellers kedelige vindue, og man bliver så glad, siger Betina Lotzkat.

Hun er teamkoordinator på Aarhus Universitetshospitals onkologiske afdeling. Hun sidder i et lyst og rart kontor sammen med to kolleger. Som et led i en elevopgave fik deres kontor et ansigtsløft i form af oprydning, billeder på væggene og i alt 10 planter.

- Jeg savnede ikke planter før, men hvis de skal ud igen, så vil vi savne det, erklærer kollegaen Lone Kristensen.

- Hver dag, når jeg kommer ind på kontoret, så tænker jeg YES, det er her jeg skal være. Det giver mig noget ekstra, måske lidt mere afbalanceret og rolig. Det er trist, hvis de forsvinder. Jeg tror, vi ville gå ned i drift, supplerer Joan Quistgaard.

Kan ikke mærke forskel i indeklima

De tre kolleger havde i forvejen en halvdød Aloe Vera og et par orkidéer. De har siddet i det nye plantemiljø i et par måneder, mens det har været varmt og vinduet har kunnet stå åbent. Der er højt til loftet og akustiklofter, så generelt har de haft et godt indeklima i forvejen.

De var ikke bekendt med, at planterne har en positiv indflydelse på indeklimaet, og de har ikke bemærket nogen forskel på deres fysiske velbefindende. Men de er begejstrede for en stor og dekorativ Kalanchoe, der angiveligt tiltrækker og ”spiser” støv.

- Men arbejdsmiljørepræsentanten bør faktisk være opmærksom på, hvad planterne gør for både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, siger Betina Lotzkat eftertænksomt.

Kollegerne er misundelige

De har alle tre fået lyst til at have flere planter derhjemme, og rigtig mange kolleger har været på misundelsesbesøg på kontoret. Også folk, de aldrig har mødt før.

En overlæge, der havde vist særlig interesse, fik en af planterne ind på sit kontor, fordi der ikke rigtig var plads hos de tre teamkoordinatorer.

- Han var meget rørt og åbnede pludselig op på en helt ny måde, fortæller Louise Borup Sønderkjær, der er lægesekretærelev og står bag projektet.

Mange vil gerne have flere planter

Hendes formål er at finde ud af, hvad planter og god indretning gør ved medarbejderne – og hvor mange, der har lyst til flere planter.

- Som ansat her skal man give meget af sig selv, men hvor skal man lade op og lade sig inspirere? Det var noget af det første, jeg tænkte, da jeg startede her, forklarer hun.

Ud over at indrette og følge et kontor med planter, har hun stillet en række spørgsmål til lægesekretærerne på hele afdelingen.

27 ud af 41 svarer, at de gerne ville være omgivet af flere planter, selvom 35 ud af 41 allerede har planter på kontoret. Planter, som de selv har købt og passer. Sygehuset finansierer kun planter i patientmiljøerne.

- Men det er noget andet, når arbejdspladsen giver. Det er en måde at føle, at ens funktion er værdsat, siger Betina Lotzkat.

Gode rammer rekrutterer bedre

Hun tilføjer, at det kan være en fordel for sygehuset at gøre noget ud af arbejdspladsens indretning. For eksempel i forhold til medarbejdertilfredshed og til at rekruttere personale.

For nylig søgte sygehuset to lægesekretærer i stort set identiske funktioner. Den ene i ”dejlige lyse og indbydende rammer” i Skejby. Den anden til et ”nyt og spændende arbejde” på en ældre afdeling i byen.

- Der var mange flere ansøgere til den på Skejby, hvor der blev slået meget på rammerne. Det er da tankevækkende, siger hun.

Indtil videre er det uafklaret, om de tre teamkoordinatorer får lov at beholde planterne.


Senest revideret den 23. april 2020