Tre guider om åbne kontormiljøer

Tre målrettede guider giver bud på, hvordan man kan tackle problemer i eksisterende åbne kontormiljøer.

Hent dem her
Åbne kontormiljøer

Tre målrettede guider giver bud på, hvordan man kan tackle problemer i eksisterende åbne kontormiljøer.

Læs mere
Del: - -

Hvad er hvid støj?

Forsikringsselskabet TopDanmark har gode erfaringer med hvid støj i Danmarks største kontorlandskab

Hvid støj er kunstig baggrundsstøj

I Tyskland og USA er det almindeligt udbredt at tilsætte baggrundsstøj, fx via højtalere, for at maskere anden støj. Denne metode er blevet brugt enkelte steder, men er ikke slået an i Danmark, hvor holdningen blandt de fleste eksperter er, at støjniveauet ikke skal hæves kunstigt.

Enkelte forskere ser dog gode muligheder i at tilsætte baggrundslyde, hvis de kan maskere den informationsbærende lyd fra samtaler, som typisk er problemet i åbne kontorer. Baggrundslyde kan også være stimulerende naturlyde som havets brusen og fuglesang.

Erfaringer i TopDanmark

Herunder er et uddrag af en ældre case, der handler om TopDanmarks erfaringer med hvid støj. Da artiklen oprindeligt blev lavet, sad 700 til 800 medarbejdere sammen i et stort åbent kontorlandskab, som blev påvirket af såkaldt hvid støj. 

Carsten Nielsen, driftschef i TopDanmark forklarer:

Hvid støj har faktisk mange navne. Det går også under navnet pink noise, men her kalder vi det mest hvid lyd. Det lyder som en slags susen, som om du har fanget et forkert radiosignal eller som et ventilationsanlæg. Der er tit folk, der tror, at det er ventilationsanlægget, der har den lyd. Men det er altså lyden af hvid støj. Fidusen er, at den hvide lyd dæmper de menneskelige lyde og gør støjen mere ensartet. Dvs. den dæmper støjen, der hvor man larmer.

Hvid lyd går i bund og grund ud på, at man via en tonegenerator sender lyd ud. Man genererer en støj. Lyden bliver filtreret gennem et filter, som frasorterer de lyde, som det menneskelige øre ikke kan lide, og så har vi et hav af højtalere, omkring 500, der puster lyden ud i lokalet.

Det smarte er, at vi på grund af de mange højtalere, kan regulere niveauet af den hvide lyd alt efter, hvilken type arbejde, medarbejderne sidder med. Vores medarbejdere sidder i forskellige grupper alt efter arbejdsopgaver, så der produceres forskellige niveauer af støj i det samme lokale. De grupper, der skaber mest støj er nok telefongruppen, eller phonerne. De taler meget og skaber meget støj, derfor er niveauet af den hvide støj, der sendes ud hos dem også højere end det niveau, der sendes ud, der hvor der sidder medarbejdere og laver projekter.

Jeg har kendskab til, at man har forsøgt sig med hvid lyd andre steder. Men det er ikke altid med det ønskede resultat. Problemet er, at det er dyrt, og så har folk ønsket at spare, f.eks. ved at sætte færre højtalere op. Men det duer ikke. For så får de, der sidder tættest ved højtalerne et højt niveau af hvid lyd, mens de der sidder langt væk ikke mærker effekten af det, og begge grupper er generede af det. Afstanden mellem højtalerne er essentiel, hvis man vil have hvid lyd til at fungere hensigtsmæssigt.


Senest revideret den 13. maj 2020