Del: - -

8 gode råd til at komme mere ud

Hvis man gerne vil have friskere og sundere medarbejdere og kolleger, er det en god idé at skabe en kultur og nogle omgivelser, der giver folk lyst til at komme ud i løbet af arbejdsdagen. Her er en række gode råd:

Foto: Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune
Tekst: Freelancejournalist Lone Bolther Rubin

1. Involver medarbejderne, og definér hvad I vil

Har I brug for at få bevægelse ind i hverdagen, gælder det om at få ro i hovedet, eller er der brug for at ryste medarbejderne sammen i nogle andre omgivelser?

Involver medarbejderne og hør, hvad de kunne have behov for i løbet af dagen. Måske er det noget helt fjerde, og måske er der flere forskellige behov blandt medarbejderne. "Ildsjælen" eller ledelsen rammer ikke nødvendigvis plet på alles vegne.

Skal eksisterende rammer eventuelt ændres, kan det være en god idé at gøre det selv. Det at arbejde sammen om noget helt andet og på tværs af teams, kan give helt nyt liv til arbejdspladsen.

Hav respekt for medarbejdere, der ikke ønsker at arbejde ude. Det kan der være forskellige grunde til. Allergi over for pollen for eksempel.

2. Hvilke arbejdsopgaver kan flyttes ud?

Prøv at se på jeres arbejde. Hvad kan nemt flyttes udenfor? Mange møder, også telefonmøder, kan sagtens holdes ude omkring et bord eller som walk and talk. Et vindue kan bruges til at klæbe post-its op på.

Individuel læring samt læse- og skriveopgaver kan også placeres ude, hvis der er rolige rammer til fordybelse. Uderum er også velegnede til pauser, til at få styr på tankerne eller til at tænke kreativt.

Måske har I nogle elever eller borgere, som også kunne have glæde af at komme udenfor. Måske kan I flytte genoptræning af borgere, undervisning eller samtaler ud under åben himmel eller under et halvtag.

Velliv har lavet en hjemmeside smutud.dk med konkrete idéer til, hvilke kontoropgaver der kan flyttes udenfor. Der ligger også nogle inspirerende videoer, I kan afspille til et personalemøde.

Arbejder I inden for social- og sundhedsområdet, kan I finde inspiration på Outdoor Institutes hjemmeside, hvor viden fra et forstudie på området er samlet. Her er også en inspirationsvideo fra et plejecenter i Silkeborg.

3. Kortlæg jeres muligheder

Hvad har I selv på matriklen, og hvad er der i umiddelbar nærhed? En parkeringsplads kan ikke det samme som en skov, en strand eller en park.

En gårdhave eller en tagterrasse er bedre end ingenting, og der skal måske ikke så meget til for at gøre stedet mere indbydende.

4. De gode omgivelser

Omgivelserne skal passe til formålet.

Skal udemiljøet være afstressende, så skal det indrettes med natur og trygge rammer, hvor der er ro.

Er der brug for sociale aktiviteter, så skal man måske etablere et udendørs bordtennisbord, en boldbane eller bare nogle lækre siddemiljøer.

Vil medarbejderne gerne sidde med computeren udenfor, skal der skabes beskyttede arbejdspladser med læ, ly og skygge, og der skal være velegnede borde og stole. Tilbyd solskærm og anti-glare-filter til computeren.

Har I bare lyst til at tænke ud af boksen, så kan det være en idé at etablere walk-and-talk stier til alternative møder.

Undervisning, genoptræning og andre borgerrelaterede aktiviteter stiller helt andre krav til udemiljøet. Tænk ud af boksen - for eksempel ved at gå ud, mens I gør det.

5. Gør det let at gå ud

Opret jeres forskellige udendørs møderum i det system, hvor I booker møder. Det kan også være muligt at vælge walk & talk. Måske skal de udendørs rum ligge først i mødebookingen?

Definér nogle faste mødesteder, så der ikke er tvivl om, hvor man skal mødes. De skal helst ligge tæt på arbejdspladsen.

Kald jeres uderum noget, der appellerer til de opgaver, man kan løse. For eksempel telefonhjørnet, samtaleskoven, himmelmødet etc.

Skilte og billeder af aktive og effektive møder udenfor kan også være med til at minde folk om, at de kan gå ud i arbejdstiden.

Flytter I kerneopgaven med borgere udenfor, så sørg for, at der er nem adgang til de faciliteter, der skal være for at løfte opgaven. Måske skal området være lukket og ligge så tæt på den indendørs arbejdsplads, at medarbejdere og borgere nemt kan komme ind og ud.

6. Lad ledelsen gå først

Hvis ledelsen begynder at holde pauser eller flytte møder udenfor, bliver det helt automatisk en accepteret kultur på arbejdspladsen.

En god start kan være at holde medarbejder-udviklings-samtaler (MUS), mens I går en tur. Det kan sommetider være lettere at få sagt noget, der er svært, når man går ved siden af hinanden, end når man sidder på hver sin side af lederens skrivebord.

Når udearbejde er en accepteret del af kulturen, har kollegerne også et ansvar for at invitere de sidste med ud. Selvom de siger nej tak, så giver det dem følelsen af at være ønsket i selskabet.

7. Snak om fordele og oplevelser

Mange undlader at gå ud, selvom de har muligheden for det. Find ud af hvorfor, og hvordan de har det med det.

Mange synes, de har for travlt og tror ikke på, at det kan være effektivt at arbejde ude eller holde en pause. De kan måske blive provokeret af, at kollegerne går ud ”i stedet for at arbejde”.

Derfor er det vigtigt at fortælle kollegerne, hvad I får ud af at gå ud. Fortæl om de oplevelser, det gav at være ude, og hvordan det påvirker lysten til at arbejde videre. I kan også formidle forskningsresultater, der peger på, at folk arbejder mere koncentreret udenfor.

Læs mere i artiklen: Adgang til natur giver trivsel

8. Ud i al slags vejr

Stil gummistøvler, regnslag og paraplyer til rådighed, og stil dem synligt, så folk bliver mindet om, at man også kan stikke hovedet udenfor, når det regner.

Tæpper når det er koldt, måske endda en terrassevarmer kan gøre en kæmpe forskel.


Senest revideret den 30. maj 2023