Af journalist Lone Bolther Rubin
Det ligger i ordet, at en luftrenser renser luft, men hvor godt gør den det egentlig?
Der findes mange forskellige teknologier og kombinationer af teknologier, som kan fjerne flygtige organiske forbindelser (VOC’er) fra eksempelvis byggematerialer og/eller partikler som tobaksrøg og virus. Der findes også standardiserede tests, der kan dokumentere, hvor meget og hvor hurtigt.
Til gengæld er der ingen standard, der tester, hvordan mennesker oplever indeluften i et rum med luftrenser. Og slet ikke nogen, der tester effekten på forurening fra mennesker (bioeffluenter). Det bør der være, mener professor Bjarne W. Olesen fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Det handler om at bruge næsen
I et program under International Energy Agency (IEA-EBC Annex 78), undersøger han (sammen med andre forskere fra DTU og udlandet) forskellige aspekter af den type luftrensning, der kan fjerne gasformige forureninger, som VOC’er, fra indeluften.
”I rum med mange mennesker som skoler og storrumskontorer, er mennesker den største kilde til forurening, og vi afgiver altså et par tusind forskellige kemiske stoffer til vores omgivelser,” siger professoren og tilføjer, at for høj koncentration af bioeffluenter kan sænke produktiviteten med 5-10 procent.
Læs også:
Ved luftrensning med teknologier, der er baseret på en kemisk nedbrydning, eller der genereres ozon, kan der udover nedbrydning af VOCer opstå kemiske biprodukter i små koncentrationer. De kan ikke altid måles med et instrument.
”Men folk kan lugte dem. Der findes ikke nogen måleinstrumenter, som er så fintfølende, som næsen. Det vi så skal overveje er, om der ligger en sundhedsrisiko ved de kemiske biprodukter, eller om det ”bare” er et komfortproblem,” siger Bjarne W. Olesen.
Læs også: Luftrensere ikke uden problemer
Luftrensere leverer ikke altid en oplevelse af ren luft
Lugtproblemer er der i hvert fald. Mens næsen godt kan tilvænne sig til lugten af mennesker – så bryder den sig ikke om lugten af kemiske biprodukter.
Bjarne W. Olesen og hans forskningsgruppe på DTU har tidligere været med til at teste, hvordan folk oplever lugten før og efter luftrensning i to forskellige situationer:
- Et rum, der kun var forurenet med VOC’er fra blandt andet tæpper.
- Et rum, der var forurenet med både VOC’er og mennesker.
Flere forskellige luftrensere blev testet. Ud over at måle med næser, blev der også målt på indholdet af VOC’er.
I begge rum faldt koncentrationen af VOC’er som ønsket. I første rum oplevede deltagerne, at kvaliteten af luften blev bedre. Men i det andet rum, som samtidigt var forurenet med mennesker, oplevede folk ved nogle af luftrenserne, at luftkvaliteten blev dårligere efter rensning.
Det kan altså godt lade sig gøre at lave en luftrenser, der giver en bedre oplevelse af indeklimaet i rum med mennesker – men det modsatte kan også være tilfældet.
Udvikler ny ISO-standard for oplevet indeklima
En del af det forskningsprogram, som Bjarne W. Olesen er involveret i, er derfor i gang med at udvikle en ny ISO-standard til test af den ’oplevede’ luftkvalitet. Det kræver nye laboratorieforsøg og afprøvninger af forskellige testmetoder. Han regner med, at første udkast til en standard ligger klar i 2024.
Industrien er ikke så begejstret ved udsigten til, at der skal involveres op til 30 mennesker til test af deres produkter. Det er både dyrt og besværligt, og kritikerne siger, at det er en subjektiv testmetode. Men det er ifølge Bjarne W. Olesen nødvendigt at involvere mennesker både som kilder og som testpersoner.
”Vi har prøvet at lave en kemisk cocktail, der minder om bioeffluenter, og vi har også prøvet at lave en kunstig næse; men det er ikke rigtig lykkedes. Så vi er nødt til at have mennesker som forureningskilde, og når vi ikke har måleapparater, der kan måle biprodukterne, er vi også nødt til at have mennesker til at vurdere luftkvaliteten,” siger han.
Skal kun i nogle tilfælde være et lovkrav
Forskerholdet arbejder sideløbende med at undersøge, hvor meget energi, man kan spare, hvis man kombinerer luftrensere med ventilation. Besparelsen kan opnås, hvis man samtidig sænker kravene til mængden af udeluft. Og det er især i det tilfælde, der er brug for en test, hvor mennesker måler luftkvaliteten.
Bjarne W. Olesen forventer ikke, at den standardiserede test bliver et lovkrav til producenterne. Men han håber, det bliver et krav, hvis de vil markedsføre sig med, at deres luftrensere kan erstatte noget af den friske luft, som ventilationsanlæggene ellers skulle tilføre – og dermed spare på energien.
Lovgivning eller ej. Det forhindrer ikke kunder over en bred kam at forlange en sådan test. Det kan for eksempel godt give mening for kommuner, der ønsker at bruge luftrensere i skoler på plejehjem og lignende.
Bjarne W. Olesen understreger, at luftrensere aldrig helt kan fjerne behovet for udluftning.
”Vi kender ikke den fulde betydning af biprodukterne fra luftrensere, så det er stadig en god idé at åbne vinduerne,” siger professoren.
FAKTA:
Professor Bjarne W. Olesen og Associate Professor Pawel Wargocki fra DTU leder projektet “IEA-EBC Annex 78 Supplementing Ventilation with Gas-phase Air Cleaning, Implementation and Energy Implications”. Målet er at undersøge:
- Potentialet for at spare energi ved brug af luftrensere
- Muligheden for at kombinere luftrensere med et lavere luftskifte fra ventilation
- Standarder for test af luftrensere
- Langtidsvirkning ved brug af luftrensere
Læs mere her og se forskerne præsentere projektet i denne video.