Del: - -

Hvad er statisk elektricitet?

Statisk elektricitet kan give stød og føles ubehageligt i det daglige arbejde, men det er som hovedregel ufarlig. Det er værst om vinteren, når luftfugtigheden er lav.

Statisk elektricitet er en elektrisk opladning af en person. Når vedkommende rører ved en ledende genstand, for eksempel et dørhåndtag, en kopimaskine, en radiator eller en bildør, bliver den ophobede energi afladet lynhurtigt. Det kan det give stød – endda synlige gnister.

Normalt bør højst 5-10 pct. af medarbejderne være generet af statisk elektricitet. Er der flere på jeres arbejdsplads, bør I overveje at gøre noget ved problemet. Hvis I er i tvivl om, hvad der er årsag til, at I får stød, kan I eventuelt foretage en måling.

Derfor bliver man opladet

Statisk elektricitet opstår hovedsageligt på grund af gnidninger mellem to ikke-ledende materialer. Det kan for eksempel være mellem sko og gulvbelægning eller mellem tøj og stolebetræk.

Problemet afhænger derfor både af materialer på arbejdspladsen, personens egen påklædning, og den måde man bevæger sig på. Løsningen er, at materialerne er ledende, så der sker en løbende afladning i stedet for ophobning af energi. Det kan for eksempel være et gulvtæppe med indvævede metaltråde.

Visse typer af elektronisk udstyr kan også oplades statisk. Især kan ældre kopimaskiner give stød fra statisk opladning.

Læs også 
Forebyg statisk elektricitet
10 gode råd
Regler og vejledninger

FAKTA om opladning

  • Opladningens kraft afhænger af 
    luftfugtigheden
  • gulvbelægningen
  • fodtøjet
  • tøjet
  • møbelstof – for eksempel på stolen
  • evt. hjul på inventar
  • den måde, man bevæger sig på

Senest revideret den 26. april 2021