Del: - -

Case: Forsatsruder hindrer ikke udluftning

Det var koldt, da Jobcenter Randers flyttede ind i den gamle kasserne. Bygningen er fredet, og derfor er det begrænset, hvad man kan gøre. Forsatsruder og tætningslister har hjulpet meget. Og det er ikke gået ud over muligheden for at lufte ud.

Denne case er skrevet i 2016. Vi tager derfor forbehold for eventuelle ændringer på arbejdspladsen, men vurderer at erfaringerne fra dengang stadig har en værdi for nutidens læsere.

Af journalist Lone Bolther Rubin

Den gamle kasserne i Randers er en charmerende og fredet bygning, men den var kold at sidde i, da Jobcentrets 250 medarbejdere flyttede ind for nogle år siden.

Det trak ind ved de store dannebrogsvinduer, og arbejdsmiljøgruppen tog sagen op.

- Kontorerne er indrettet, så man ofte sidder tæt på vinduet, og så er det ikke rart, hvis det trækker med kulde fra vinduet. Så selvfølgelig var det et problem, der skulle undersøges og løses, fortæller arbejdsmiljørepræsentant i jobcentrets udviklingshus.

Løsningen var forholdsvis simpel. Da bygningen er fredet, er det begrænset, hvad man kan gøre, men tætningslister og forsatsrammer har hjulpet ganske meget.

- Forsatsruderne er ret effektive, men jeg kan ikke afvise, at der er nogle steder, hvor man stadig fryser lidt. Temperatur opleves jo meget individuelt, siger Peter Nørgaard, der er arbejdsmiljøleder og leder af Jobcenter Randers.

- Der er et par vinduer i vores afdeling, der nok kunne trænge til at få skiftet tætningslisten. Det trækker ved visse vindretninger, tilføjer Malene Drachmann.

Den gamle bygning har ikke nogen mekanisk ventilation, så forsatsrammerne måtte ikke hindre muligheden for at lufte ud. Rammerne er hængslede, og andre steder er der kun forsatsrude for de nederste vinduer, så de øverste stadig let kan åbnes.

Mange medarbejdere vil gerne arbejde for åben dør til gangarealerne, men om vinteren er det tit nødvendigt at lukke den for at kunne varme lokalet ordentligt op.

Det øger behovet for udluftning, som er op til den enkelte medarbejder.

- Jeg lufter altid ud om morgenen og efter samtaler. Ofte også når jeg er til frokost. Det er mit indtryk, at alle er gode til at lufte ud, siger Malene Drachmann.

Forsatsruderne har gjort bygningen tættere, men det har også givet et nyt problem med varme om sommeren. I efteråret blev der sat solfilm på nogle af ruderne som et forsøg, og det vil vise sig til foråret, om det har hjulpet tilstrækkeligt.

Læs også: Vælg den bedste solafskærmning


Senest revideret den 25. februar 2021