Del: - -

Case - Tilfredse medarbejdere i banken giver bedre bundlinje

Jyske Bank investerer i indeklimaet for at sikre sig tilfredse medarbejdere – de kan nemlig tjene flere penge til banken.

Tekst og foto: Lone Bolther Rubin

I Jyske Bank bliver indeklimaets kvalitet målt på medarbejdernes tilfredshed. Og man går langt for at gøre så mange som muligt tilfredse. Det handler om bankens værdier, men det handler også om forretning.

- Vi har en grundlæggende tro på, at medarbejdere, der trives mentalt og fysisk, præsterer bedre, siger direktør med ansvar for HR og bygninger, Leif Flemming Larsen.

- Kan vi bevise det? Nej. Men vi kan se, at afdelinger, hvor folk ikke trives, performer dårligere end afdelinger, der trives, fortsætter han.

Stor indflydelse på eget klima

Filosofien anvendes i praksis. Alle afdelinger har zoneinddelt klimaanlæg, som de selv kan justere. Som udgangspunkt er der cirka fem medarbejdere til hver zone. 

De kan styre ventilationsgraden og temperaturen inden for en vis margin. Nogle steder kan de også styre afskærmning for vinduerne. Systemet bliver brugt flittigt.

Personlig ventilation i handelsområdet

I handelsområdet, hvor der er hektisk aktivitet og fire gange så meget IT-udstyr som andre steder, er behovet for køling og ventilation særligt stort.

Derfor er der gjort ekstra meget ud af indeklimaet. Hver medarbejder fik i 2009 sin egen lufttilførsel. Det fungerer som et klimaanlæg i en bil.

- Hvis serveren er nede, går der ikke en halv time, før folk begynder at ringe og spørge, hvad der sker, fortæller ingeniør med ansvar for ventilationen i hele koncernen, Kent Sørensen.

90-95 procents tilfredshed

Kent Sørensen kunne sikkert spare på energien ved at topstyre indeklimaet, men det er medarbejdernes tilfredshed, der tæller. 

- Man siger, at det er ok, hvis man kan stille 80 procent af medarbejderne tilfredse, men det er ikke godt nok her. Jeg tror, vi er oppe på 90-95 procent, siger Kent Sørensen. 

Færre klager, når der er gjort, hvad der kan gøres

Den høje tilfredshed skyldes muligvis, at medarbejderne véd, at der er gjort alt, hvad der kan gøres. I handelsområdet var der tidligere daglige klager, fordi det gav træk at sænke temperaturen tilstrækkeligt. 

I dag får Kent stort set aldrig klager, og APV’en viser også en høj grad af tilfredshed. Direkte adspurgt fortæller et par medarbejdere dog, at de kun bruger anlægget, når det er meget varmt. 

- Jeg synes, det trækker en del på én, når den er tændt. På varme og lumre dage er der fortsat en meget tung og træls luft i lokalet, forklarer obligationshandler Torben Greil.

Dyre drenge skal holde sig vågne

Det har kostet mange penge at installere systemet med personlig ventilation i handelsområdet. Men ledelsen var ikke svær at overbevise.

- Det er dyre drenge og piger, der arbejder i handelsområdet. De omsætter hver dag for 250 mia. kroner. Det kræver, at man er rimeligt vågen, siger direktør Leif Flemming Larsen. 

Han konstaterer, at det er barske tider i finanssektoren, også i Jyske Bank.

- Men bankens resultater hører til i den bedste del af sektoren. Vi har en meget loyal medarbejderstab, og det er grundlæggende godt for en bank, siger han.


Senest revideret den 23. april 2020