Del: - -

Case: 9.x ændrer vaner og får bedre indeklima

I løbet af det sidste halve år har 9.x arbejdet med at skabe et bedre indeklima i deres klasselokale. Sammen med partnere i projektet Skolerenovering i en Helhed har klasselæreren og eleverne sat indeklima på skoleskemaet og fået både viden om indeklima og bedre vaner.

Af Lene Ulsted Carlsen, Gate21

9.x på Skovlunde Skole Nord i Ballerup er ikke nær så meget inde i klasseværelset, som de har været førhen. De laver gruppearbejde og slapper af i nogle eksterne miljøer, som de kalder hubs, og som de selv har været med til at indrette. Det har sat koncentrationen af CO2 i indeluften ned.

Deres nye gode vaner er resultatet af projektet Skolerenovering i en Helhed, der har testet forskellige løsninger på indeklimaproblemer. Eleverne var selv med til, sammen med en af projektets partnere, COWI, og deres klasselærer, at finde på løsninger og initiativer til, hvordan de kunne gøre indeklimaet bedre.

Læs også:

- Både elever og lærere har haft større opmærksomhed på at lufte ud. Og eleverne er blevet gode til at gå ud på gangen, i trappeopgangen eller helt ud i frikvartererne. Nu går måske halvdelen ud af klassen, hvor det før var max tre af dem, der var ude, siger Merethe Jensen, klasselærer i 9.x og arbejdsmiljørepræsentant på Skovlunde Skole Nord.

Integreret i undervisningen

Processen har været integreret i undervisningen og blev skudt i gang med en workshop i starten af 2017:

- På workshoppen talte vi blandt andet om, at et lokale fyldt med elever hele dagen skaber dårlig luft, som påvirker koncentrationen – og at de selv kan gøre indeklimaet bedre ved at forlade klasselokalet og lufte ud. Vi talte også om, at indeklimaet består af flere elementer som luft, lys, temperatur og lyd, og hvordan indeklimaet påvirker os og omvendt, siger Lærke Andersen, ingeniør med speciale i indeklima, COWI.

Hun understreger, at det er vigtigt at inddrage eleverne, så de selv tager ansvar og ejerskab for at skabe et bedre indeklima.

Hyggehjørner hjælper på indeklimaet

Derfor blev der udvalgt fem områder uden for klasselokalet, der med ideer fra eleverne, skulle blive indbydende hubs, hvor eleverne kan arbejde i grupper eller slappe af og på den måde aflaste klasselokalet.

- Eleverne havde mange gode ideer og valgte selv, hvilke hubs de ville arbejde videre med. Forløbet har handlet om at se, hvor langt vi kan nå ved at involvere elever, så de gennem viden og nye vaner får et bedre indeklima, siger Birgitte Nysom Sandhagen, tidligere proceschef, COWI.

Indeklima blev et tværfagligt projekt

Elevernes ideer blev gjort til virkelighed i maj 2017, hvor de var med til at bygge møbler, male og gøre de udvalgte hubs indbydende. Før byggedagen havde klasselærer Merethe Jensen integreret forløbet i blandt andet matematik, da eleverne selv skulle regne på økonomi, indhente tilbud på tømrer og købe materialer.

- Det har været et meget tværfagligt og virkelighedsnært projekt. Eleverne har virkelig taget ejerskab og har følt sig hørt. De har selv valgt materialerne, malet, tegnet og ringet rundt – og samtidig føler de ejerskab for de ting, de har lavet og købt, og passer på dem,” siger Merethe Jensen, klasselærer i 9.x.

Nye vaner viser sig på CO2-niveauet

Elevernes og lærerens indsats har vist sig at gøre en forskel. Målinger, som Statens Byggeforskningsinstitut har lavet, viser, at CO2-niveauet falder, når eleverne lufter ud og forlader klassen. Og det er tydeligt, at eleverne har været mere ude af klasselokalet i pauserne – særligt i frokostpausen – end før projektet.

Samtidig viser graferne dog også, at CO2-niveauet hurtigt stiger igen, når eleverne vender tilbage til time og er fuldtallige med 26 elever i klassen.

Nye vaner kan ikke stå alene

- Eleverne og læreren har skabt fine resultater ved at ændre vaner og være bevidste om indeklimaet. Det viser, at man kan komme langt med indeklimaet ved at skabe rum til at aflaste klasselokalet og huske at lufte ud. Men samtidig viser forsøget, at man som skole og kommune er nødt til også at kigge på mekanisk ventilation for at skabe et mere stabilt CO2-niveau i klasselokalerne, siger Martin Dam Wied, programleder Byg & By, Gate 21 og projektleder på Skolerenovering i en Helhed.

Projektet har lavet flere forsøg på skolen sideløbende med forsøget i 9.x med forskellige indeklimaløsninger i andre klasselokaler, som viser forskellige grader af teknik og adfærd. Lokalerne, der kombinerer adfærd med tekniske løsninger, har generelt en mere stabil luftkvalitet og lavere CO2-koncentration.

- Mange danske skoler skal renoveres og har et dårligt indeklima. Vi vil i projektet gerne vise, at vi skal se helhedsorienteret på indeklima – på luften, lyset, lyden – og huske at inddrage elever og lærere for at udnytte skolens rum bedre.  Forsøget i 9.x viser, at vi kan komme langt med at tænke over, hvordan vi bruger lokalerne og med at lufte ud. Så mens skolerne og kommunerne venter på økonomi og dermed renovering – så må det klare budskab være, at fokus på indeklimavaner hjælper, slutter Martin Dam Wied.

Kilde: Gate 21, Projekt Skolerenovering i en helhed


Senest revideret den 23. april 2020