Af journalist Lone Bolther Rubin
Nye skabslukkere, et støjøre og nye hjul på dropstativerne. Det er nogle af de små tiltag, der gør en stor forskel for patienter og personale på Intensiv Terapi Afsnit (ITA) på Regionshospitalet i Randers. Det har dæmpet støjen, som kunne være meget generende.
Travl som en banegård
ITA er lige så travl som en banegård. Dørene til de seks stuer står stort set altid åbne, så personalet kan følge med i patienternes tilstand.
I det store rum er en stor "ø" med skabe hele vejen rundt til alt fra handsker og kanyler til sprøjter og bækkener. Man kan se hen over, så man altid kan følge med i, hvad der foregår.
Medarbejdere går frem og tilbage, en kommer trækkende med et dropstativ, en anden skal lige ordne noget ved computeren. I midten af de hele er et rundt bord, hvor personalet fire gange i døgnet har briefing. Tit sidder de også her og spiser, hvis der ikke er nok på vagt, til at man kan gå hen i personalerummet.
Fra patientklage til bedre arbejdsmiljø
Aktiviteterne kan ikke bare ses. De kan også høres, men det har været værre. Afdelingen fik en patientklage over støjen i 2015, og arbejdsmiljørepræsentant Tina Højsted Kronborg blev involveret i at finde en løsning.
Via arbejdsmiljøgruppen hørte hun om en indsats mod støj på opvågningen, og der fik hun hurtig inspiration til, hvad der kunne gøres. Et af de meget effektive tiltag var nye skabslukkere.
Læs også:
"Når man tog en powernap på nattevagten, blev man tit vækket af de der klap, klap fra skabe, der gik op og i. Sådan har det altid været, så vi var ikke opmærksomme på, at vi kunne gøre noget ved det. Men efter vi har fået de nye skabslukkere, kan vi sagtens sove fra lyden. Og for dem, der arbejder, er det bare dejligt, at der ikke er så mange lyde, der forstyrrer hele tiden," fortæller Tina Kronborg.
Tina fik også sat fokus på de hjul, der er på rullebordene og dropstativerne. De skramlede højlydt under transporten, men med nye hjul kan de næsten ikke høres. Vogne med løse plader er blevet erstattet af faste plader, så de heller ikke støjer mere.
Et støjøre er den "løftede pegefinger"
Endelig kom der fokus på personalets adfærd. På væggen mellem stue tre og fire hænger et såkaldt støjøre. Det meste af tiden lyser øret grønt og orange, men når den røde plet i midten lyser, så er støjen uacceptabel.
Lige foran øret står mødebordet, der bruges til briefinger, men der foregår mange andre støjende aktiviteter. En sygeplejerske er ved at åbne en kasse med dialyseposer. Den tomme kasse ryger på gulvet, og øret lyser straks rødt.
"Når øret lyser, er det lidt mere legalt at sige til hinanden, at nu skal vi lige dæmpe os lidt. Før kunne det godt være svært, fordi man var bange for at blive opfattet som en irriterende løftet pegefinger," siger Tina Kronborg og tilføjer:
"Det støjer helt forfærdeligt, når vi skal åbne kasser og poser, men vi er nødt til at gøre det tæt på patienterne, fordi vi er nødt til at være der. Det ville være optimalt, hvis nogle andre åbnede dem et andet sted, men det har vi ikke ressourcer til."
Under adfærd hører også, hvilket fodtøj personalet bruger. Træsko giver meget mere støj end bløde sandaler, og det er der blevet snakket meget om.
Plads til forbedring i lydbilledet
Der er stadig ting, der kan forbedres i ITA's lydbillede. Døren ind til afdelingen går op og i mange gange i timen, og det generer. Men endnu har der ikke været råd til at gøre noget ved det.
Desuden vil Tina gerne have sat noget akustisk materiale op, der kan dæmpe den generelle støj og stoppe lyden fra samtaler.
"Om natten, når der er mere stille, kan patienten på stuen ved siden af tydeligt høre, hvad vi taler om - også for lukkede døre. Det kunne være rart, hvis lyden blev bremset, inden den når ind til patienten," siger hun.
Når det er sagt, er hun virkelig glad for det, der allerede er opnået, især på patienternes vegne, men også personalet. Når patienterne får ro og lettere ved at sove, er der også mindre bud efter personalet. Så roen bliver selvforstærkende og giver bedre mulighed for at koncentrere sig om arbejdet.
De gode erfaringer fra først opvågningen og nu ITA, vil brede sig som lydbølger på sygehuset. Dagkirurgisk afdeling er begyndt at se på, hvordan de kan skabe mere ro med nogle af de samme tiltag.