Af journalist Lone Bolther Rubin
Det mødte en del modstand. Derfor blev det taget op med medarbejderne allerede, inden de flyttede. Det blev klart, at medarbejderne især var bange for, at der ville være mange forstyrrelser og støj.
Får mere viden om hinanden
- Det endte med, at ingen turde snakke med hinanden. Der var helt stille i begyndelsen. Så måtte vi snakke om det igen, og nu taler vi løbende om, hvordan vi finder en god balance. Men hold op, hvor er vi forskellige. Nogle vil åbne vinduet for at få frisk luft - andre vil lukke det, fordi det larmer udenfor, fortæller Jonna Tveskov.
Hun har ingen illusion om, at de nogensinde bliver enige om, hvornår vinduet skal åbnes, hvornår gardinerne skal være for, og hvor meget man må snakke. Men dialogen er med til at åbne øjnene for, hvor forskellige de er.
- Vi får mere viden om hinanden ved at have dialogen. Det gør det nemmere at tage hensyn til hinanden. Nu ved vi for eksempel, at der er en, der ikke vil forstyrres, når hun har hørebøffer på, siger Jonna Tveskov.
Fik også ord på det, der fungerer
Jonna Tveskov har brugt flere dialog-værktøjer. Særligt en fungerede godt. Det er en øvelse, hvor man kommer igennem, hvad man bør og gør, og hvad man ikke bør og gør.
- Med den fik vi sat ord på de ting, som faktisk fungerede, så der ikke kun var fokus på det negative. Samtidig fik vi meget tidligt øje på det, som var begyndt at knage, siger Jonna Tveskov.
Du kan finde bør-gør-øvelsen her.
Ingen regler - kun forståelse
Undervejs i processen er der eksperimenteret med at flytte reoler og borde, og der er også sat støjabsorberende materialer op. Til gengæld har medarbejderne ikke ønsket regler.
- Vi gider ikke have regler, som man kan dunke hinanden i hovedet med. I stedet snakker vi om vigtige pejlemærker og forsøger at skabe en forståelse for, at vi ikke kan gøre alle lige tilfredse, siger Jonna Tveskov.
Hun siger også, at der er grænser for, hvor meget man kan "snakke om tingene". På et tidspunkt skal man skære igennem.
- Inden vi flyttede, diskuterede vi meget, hvordan vi skulle sidde i forhold til hinanden. Til sidst blev det for meget, og medarbejderne bad mig faktisk om at lave en tegning og tage den endelige beslutning. Det betød så også, at de bakkede op om den, fortæller Jonna Tveskov.